Krise dagbøger, og noter

Bemærkninger om bogen ‘Journals of an interesting time’ og få boguddrag, oversat til dansk.

Noter til teksten

Hvor der (måske især i en dansksproget kontekst) på det nærmeste synes at herske en uudtalt konsensus om, at litteraturen – og specielt den såkaldte ”poesi” – ikke må handle om noget (andet end om sig selv), er der i denne tekst, eller i disse fragmenter, noget andet på spil. Dette andet, der trodsigt insisterer på sin berettigelse i og som tekst, er måske netop et (politisk) engagement, drevet af en oprigtig indignation eller måske ligefrem af en (s)ærlig form for vrede, der gir pokker i litterære dogmer. Men vreden, hvis man kan kalde den det, er ikke som et raseri, ikke blind og formålsløs, men snarere som en vrede der vil det forsonende ligesom ”erinyerne” måske, disse straffende gudinder som ifølge den græske mytologi hjemsøgte de drabsmænd, der ikke selv ville sone deres forbrydelser.

Tekstens fragmenterede form, denne limbo mellem politisk teori, kunst og poesi vidner således brudstykkevis om en sandhed der går forud for såvel Platons kunstfjendtlighed som for samtlige historiske fodnoter dertil. For ligesom nemlig allerede Platon, med en usædvanlig bittersød sarkasme, lod Sokrates tvinge den stakkels rapsode Ion ind i det falske dilemma, om han ville betragtes som Guds uvillige værktøj, som en ”besat”, eller om han på den anden side ville medgive, at hans ”kunst” var løgn og bedrag, således kan også den vestlige verdens forhold til kunsten op til i dag opsummeres i dette falske dilemma. Enten er poesien og kunsten en mystisk erfaring der er knyttet til det guddommelige, og på den måde kun indirekte bærer af sand erkendelse, eller også, og dette synes fremherskende for vor tids kunstsyn, så er kunsten usand, løgn og bedrag. Begge sider af dilemmaet passiviserer kunstens kritiske og subversive potentiale; den første ved at knytte kunsten udelukkende til følelsen og dermed til dét, der ikke er fornuftigt, den anden ved at afskrive kunsten ethvert krav på sandhed. Tilbage står et vakuum, hvor kunsten enten kan afskrive sin egen sandhed og være ligegyldig ”leg” med sig selv, dvs. onani, eller den kan forsøge at være noget den heller ikke er, f. eks. videnskab. I dette vakuum præsenterer magten sig som det fuldendte kunststykke selv, som den uimodsigelige ideale og sande virkelighed der paradoksalt nok ikke findes, og som derfor heller ikke må nævnes. For ”det hvorom man ikke kan tale”… ”om det må man tie. Således bliver kapitalismen, som det også hedder i teksten et andet sted, til et slags tabu, men paradoksalt nok også til et slags sandhedsvidne om det retfærdige og nødvendige ved den kapitalistiske verdensorden selv, til ”noget vi ikke må betvivle”.

Netop derfor er en kritisk, politisk og verdslig orienteret tekst som ”Journals of an interesting time” kun mulig som en overskridelse af dette universelle tabu. Et tabu, der siden Platon har været intimt forbundet med en generel nedvurdering af kunstens sprog og dets berettigelse i forhold til ”Sandheden”. For sandheden er netop som der står i teksten ”fragmenteret”, og udgør i dag blot brudstykker af en ”mosaik” fra en svunden verden.  ”Verden” er jo i dag blot en sum af alt for hårde kendsgerninger, og erkendelsen af disse er som bekendt for længst reduceret til skematiske operationer indenfor allerede givne konventioner. Men denne verdens evige krav på nødvendighed, er, som det også tydeliggøres i økonomiske spørgsmål og i den neoliberale forvaltning af disse, selv dybt forankret i hvad man kunne kalde en rationel mytologi, eller som der står i teksten, i en “uigennemsigtig magt” af tal, tabeller og ligninger.

På den mere positive side angives også i teksten et mulighedsrum (teoriens) hinsides den kapitalistiske modernitets spændetrøje, men ledsaget af erkendelsen af, at dette terræn er “ufremkommeligt”. At finde forbindelserne, vejene, stierne i dette ufremkommelige landskab, denne nihilismens ørken, at skabe mening i meningsløsheden, at knytte nye forbindelser til virkeligheden; dette er opgaven for den kommende kritiske teori. En teori som i ”Journals of an interesting time” skiftevis løber, halter, skøjter, snubler, og sommetider ligefrem danser over så forskelligartede domæner som ”kunst”, ”politik”, ”filosofi” og ”poesi” som om disse blot var begrebslige abstraktioner eller bump på vejen.

D.R

_MG_1812

I et fjernt land!

Brudstykker af en verden

Af flere verdener

Brudstykker af en verden

Verdener

Falder fra hinanden

Alt det du gør

vender tilbage

Ansigt til ansigt med den anden side

Erinyer, det samme spørgsmål

Mistanker

Vi skal finde en måde at kommunikere

At vise alt det

_MG_19751

Sider af løgnen

Sandheden er fragmenteret. Men den viser sig konstant. Dens brudstykker slår revner og skaber scenarier. Scenarierne udløser forskellige mulige verdener. Samtidig findes der andre . De stammer fra den samme sandhed, som de andre brudstykker, selvom de ser ud til ikke at have med hinanden at gøre. At finde alle disse forbindelser, ja, det er en besværlig opgave. At vise perspektiverne, det er det, der er behov for. At se fremad: hvordan vil alt dette udvikle sig? Hvordan har det allerede udviklet sig?

Pludselig befandt alle vores referencer sig i margenen. Sangene stemte ikke længere overens med noget. Alt det, de udtrykker, er på tilbagetog. Der er ikke tid til den slags. Den slags vedkommer kun dem som har et valg. De vil stå tilbage som minder fra en svunden tid, med halt og bedragerisk trivsel. For nu, vil referencerne være at finde på mere ufremkommelige steder. I teoriens rum. Måske er det der, musikken vil lykkes med at komme på benene igen til en harmoni, som klæder den.

En “europæisk” kommissær udtalte at “denne politik har til formål at gøre grækerne fattigere, så de ikke køber dyre produkter, producerer billigere og således bliver mere konkurrencedygtige”. Produkterne udgør fællesnævneren i definitionen af mennesket, ifølge denne logik.

I lang tid var det vigtigt at “grækerne”, ligesom andre folk, var forbrugere af produkter, som andre producerede. Forholdet mellem forbruger og producent er ved at blive omstruktureret. Og så opstår der nye modsigelser: hvem skal købe alle produkterne, hvis dem – som var forbrugere – mister deres rolle (fordi der også tales om produktionsstigning/ stigning i produktionen af varer). Nye markeder. For tiden er det måske “kineserne”.

De svartsynte galninger[1]glæder sig over krisen.

“I læser ikke krisen rigtigt” sagde den øksebærende mand, som de udnævnte til minister, “krisen skyldes ikke ekstrem højreorienteret eller nyliberalistisk politik, den skyldes ekstrem venstreorienteret politik”.

De svartsynte galninger ser hellere, at mennesker går til grunde, end deres egne idealer.

“Hvad betyder 50 år for Grækenland?”, siger de som elsker krig (og mammon endnu mere).

Ligesom i krig har mennesker ikke nogen værdi. De er i forvejen blevet svinet til, og derfor ser man nu sit snit til at sønderknuse dem, så nye mennesker kan opstå, mennesker som er mere ægte, sådan som de svartsynte galninger foretrækker dem.

Men det vil ikke lykkes for dem, uanset hvor hårdt de prøver. De kan ikke kontrollere nutiden eller fremtiden. Medmindre de fremstiller genmodificerede robotter. Der vil altid være noget, der går galt. Noget, der ikke findes på deres lister. Det er der, livet opstår.

“Grækerne skal tage sig sammen og arbejde” udtaler udenlandske medier. De generaliserer: “grækerne”, som om de kender alle grækere, som om de taler ud fra et videnskabeligt grundlag.

I landet spreder arbejdsløsheden sig til over en million mennesker. For ikke at tale om arbejdsforholdene, dem som allerede eksisterede, og dem som bliver til nu. For ikke at tale om, hvad arbejde betyder, hvilke betingelser, der definerer arbejdsløshed, hvad der afskiller arbejdet fra ikke-arbejde. (manglen på og tvangen til at sælge sin arbejdskraft for at sikre den overlevelse, som nogle har monopoliseret (stjålet)).

Lad os sige at grækerne skal arbejdet. Men hvor? Skal de tage en skovl og begynde at grave? Gør arbejdet en fri? Er “arbejdet” en social værdi eller et middel til disciplinering? Skal arbejdet ikke have med noget virkeligt at gøre, med menneskers behov at gøre?

Har vi haft noget valg? (generelt i livet)

Ja. Ikke utallige men nogle. Vi kunne – for eksempel – sige nej (selvom vi, da vi troede at chancer ville føre til flere valg, sjældent sagde det). Uanset det pseudopolitiske vrøvl om frelsen, om “det solide grundlag” osv. har krisens politik til formål at afskære vores valgmuligheder.

Krisen taler hele tiden om ensrettede gader. Men i virkeligheden findes der ikke ensrettede gader. I hvert fald ikke sådan som den økonomiske og politiske orden mener det. Dette betyder, at de ensrettede gader må indføres af et eller andet etableret system. Menneskernes armod skaber ensrettede gader, fordi nødvendighedens lov afskærer alle former for valg, og man tvinges til ubetinget at acceptere det, man bliver tilbudt. Værdigheden er det centrale emne.

Bild-zeitung

Fra de dovne grækere, som selv er skyld i deres lidelser, kom turen til de korrupte græske politikere, som er skyld i folkets lidelser (ved hjælp af kamp og ild lykkedes det for folket, at udstøde et skrig, som skræmte nazisterne). Derudover bærer ekstremismen, der styrkes i Grækenland, også skylden. Og tabloidaviserne med det høje oplagstal udtrykte deres utilfredshed med, at man i Grækenland kalder tyskerne for nazister. De vil åbenbart ikke have at nogen definerer dem. De vil selv gerne definere “deres egne” og “de andre”. Selvfølgelig er den førnævnte definition forkert. Det er – blandt andet – de hyklere, der trykker aviser som den føromtalte i alle lande i verden, der er nazister, og ikke alle “tyskere”, eller andre

Fascismen er på fremmarch internationalt. Le Pens højreekstremister overraskede (igen) ved det triste franske valg. “Europa” skyndte sig til at fordømme. Hvad?

“Populismen” (ikke racismen, eller fascismen). For de institutioner og de identiteter, som konstrueres i teknokraternes og de kapitalistiske lobbyers Europa, er der to lejre: teknokraterne og populisterne. Alt, det der er ideologisk – fra venstre såvel som fra højre – forbindes med populisterne. Deres politik opfattes som anakronistisk, ikke som et udtryk for identitet, tendenser, ideer eller interesserer. For nyliberalisterne repræsenterer “populismen” det uopnåelige. “Realismen”, “alvoren”, det “moderne”, “fremgangen” og “den eneste mulighed” forbindes med teknokraterne (evnen til at tilpasse sig kapitalismens fleksible behov). Teknokraterne organiserer den praktiske anvendelse af den nyliberale ideologi. De udgør kapitalismens politiske side.

Tallene er blevet til magtens sprog. Måske har de altid været det. En måde at fortolke på, en logik, en udtryksmåde, og en kontrolmetode.

Økonomerne har skabt et uforståeligt univers af komplicerede tal og muligheder, og der har de installeret – eller måske skjult – en uigennemsigtig magt.

Vi behøver ikke alle blive økonomer – på trods af de gør deres bedste, for at forhindre os i at forstå- for at dekonstruere absolutismens formørkede uhyre, som misvisende kalder sig for “økonomi”.

Krisen spreder sig fra de lavere til de mellemste samfundslag.

Alt det, folk har brugt et helt liv på at bygge op i overensstemmelse med tidligere tiders dikterede livsideal, ødelægges af nye former for lovlig udplyndring.

Deres største fejl var, at de tilpassede sig. Fejlen bestod i, at de accepterede “realismens” ånd; en ånd, som betød, at de uden spørgsmål måtte tilpasse sig en gæld, de ikke selv havde stiftet; en gæld, som de ikke har forudsætninger for at forstå, men alligevel (bittert, ja) må acceptere, da de ikke er istand til at stille spørgsmålstegn ved den i praksis eller ved hjælp af argumenter.

Skuespillet derude overlader os til forbruget som en fælles “tilstand” (patologi) og efterlader kun to udveje til de magtesløse og kastrerede forbrugere: raseri og medynk. I begge tilfælde er det “vores” “skyld”. Solidaritet fra de få. Fra de rastløse sjæle, der er i stand til at gennemskue den fremherskende løgn.

(Er der mon krise?)

Hvad er krisen. Og hvad slags krise,

er det?

Hvis ja, skal vi gøre noget ved det

eller ej?

Hvem har krise og hvem skal gøre noget

ved det

Mange analyser. Og meninger.

Få svarer.

Mange kommer med de “få” svar. Korte, larmende svar, med sparsomme ord.

På et tidspunkt blev krisen offentliggjort.

Alle de økonomiske bobler, som vi hørte briste, kom forud,og selvfølgelig havde vi allerede oplevet mange års akkumulation og stræben efter varm luft, såvel som mangel på mådehold, mangel på formål, visioner og perspektiv for samfundet, naturen og menneskerne.

Krisen eksisterede i forvejen, men de fleste vendte det blinde øje til. Politikkerne, fjernsynet, aviserne meldte om, hvor godt det gik. Lån var stadig tilgængelige. Økonomerne talte for alle slags lån, ferielån, julelån, forbrugslån osv.. På den planet var der ingen problemer. Arbejdsløse var selv skyld i deres problemer, fordi de var dovne, fordi de havde valgt den forkerte uddannelse som 17-årige, fordi de ikke var gode i skolen, fordi de ikke var modne nok, fordi de var forkælede, fordi de var venner med de forkerte, fordi de ikke kæmpede for det, fordi de ikke havde været i militær tjeneste. (Det var alt sammen noget, de selv stod for, samfundet eksisterede ikke, kun individet – som fjernsynet og andre objekter messede). Den “sunde fornuft” fortalte dengang, at arbejdsløshed slet ikke eksisterede på den planet.

Krisen er vellykket, hvis man tænker på, at den er blevet en fællesnævner, som afstemmer vores liv, vores samtaler, vores tanker dagligt. En massiv mobilisering, en stat i undtagelsestilstand, massemediernes kannibalisme, et bombardement af krav og data, skyldfølelse og skideballerskulle der til, for at krisen kunne blive til en objektiv realitet.Marx havde ret, kapitalismen er revolutionær.

Kunne man mon ignorere alt dette, som når man zapper videre? Skuespillene og vanen peger os i den retning. Modsigelserne er synlige for de fleste. Samtidig er der andre, for hvem den nuværende situation sært nok er lige så slem som før. Derfor er det måske bedre, at denne råddenskab kom frem i lyset. Derudover begyndte politik også at være en nødvendighed. Politik, der vedrører byen, hverdagen, hvad vi skal gøre, kommunikation, realiteterne, fjernt fra planer udenfor kontakt med nogen eller noget. Hvordan vil det gå? Dette er et spørgsmål.

Hvad vil der ske med vores byer? Det er også et spørgsmål. Lad os sige om ti år. Hvordan vil vores liv være i byerne?

Store forandringer, som river kloakslam og de gode elementer med sig, uden skelnen. Men der er altid noget, der står tilbage.

Krisen er et skuespil, ligesom alle andre skuespil, hvad enten de er iscenesatte eller ej – hvad enten de har fundet sted eller ej, hvad enten de er vigtige eller ej. Som en realitet, blev krisen udråbt af politikere og økonomiske ”eksperter”, og reproduceret af massemedierne, som i en undtagelsestilstand.

Billeder af farverige diagrammer, tal-eventyr, planer og scener fra andre menneskers liv i hele verden (ansvarlige for krisen eller uskyldige), direkte udsendelser fra yuppiernes stormfulde (gyser) diskussioner, økonomernes appeller, som vækker minder om svundne tiders appeller fra politiske ledere. Åbenbaringslignende og eskatologiske fortællinger om katastroferne, som venter med økonomiens snarlige kollaps, jakkesæt og biler, voldelige billeder medild og horder af strømere, som tæver sortklædte maskerede demonstranter, der kaster sten, billeder og informationer om elendigheden til de følsomme og til dyrevennerne. Et skuespil, der hører sig til morgen, middag og aften og for enhver smag, der præsenteres som realitet og information. De færreste er rustet til at tale om skuespillets grænser, informationens grænser, sandheden og løgnens grænser. Under alle omstændigheder, findes der både positive og frastødendeskuespil. Krisen er et ondtskuespil, for det afslører først og fremmest et kæmpemæssigt nul i økonomiens “huller”, som opsuger vores liv, klasse for klasse, én for én.

Den kapitalistiske (eller feudalske?) genoprettelse

Kæmpemæssige summer af penge, som ikke repræsenterer virkelig rigdom, flyttes rundt i hele verden. Den største rigdom er at finde hos de allerfærreste. Kapital, som ikke reproduceres. De rige kalder folket for “plebejere”.

Billederne af mellemkrigstiden i postmoderne rammer: tiggere og matadorer. IMFs Lagard med sin stok er som en grotesk version af Andy Anderbilt (Onkel Joakims har altid set luset ud) kombineret med grev Dracula.

Hævnen er sød for de gamle (og dem, der plages af mindreværdskomplekser): Berlusconi og Strauss Kahn, gamle småborgerlige røvhuller, hvis penge og magt gør det muligt at fortære unge piger.

 

[1] …korsvejene jeg kendte er blevet uvejløse. Selddjuker med klubber lurer. Khaganer med gribbehoder smir sine renker. Sodomitter og kikskjendere og svartsynte galninger mørkstyrer fremtiden.

(Odysseas Elytis, Værdig det er, XI)

_MG_2228

11/12/2011

Arbejdets fetichdyrkelse

(En aften på den samme skumle bar med tilfældige mennesker, tilfældig musik, der, hvor de fleste spytter på gulvet)

– Hvor kommer I fra? (en kvinde i pænt tøj, som dog havde huller i strømpebukserne, der gav hende et hærget punker-udtryk, lidt Courtney Love-agtigt).

– Hvorfor spørger du?

– Gør det noget?

– Alle stiller de sammespørgsmål her.

– Det er fordi, I taler et fremmed sprog. Kommer I fra Spanien?

– Fra Sovjet Unionen.

– Russere?

– Nej.

– Sovjet Unionen eksisterer ikke længere.

– Den eksisterer i vores hjerter.

(hun overvejede det igen, altimens hun kiggede intenst og gådefuldt på mig, som var hun bevidst om sin kvindelige magt over mænd, som var hun vant til at bruge denne magt ved hjælp af moderne management og business metoder).

– Du er socialist, sagde hun.

– Hvis jeg er, gør det så noget?

– Nej, sagde hun, og såpå mig, som var hun stødt på en truet dyreart.

– Er du konservativ? Spurgte jeg så, for at bytte roller, mens hun brugte sin forudindtagede viden, til at stille spørgsmål, som bekræfterhendes forestillinger og fordømme. Om ikke andet, lykkedes det mig at overraske hende (Hvad mon Sovjet Unionen betød for hende? Ikke fordi Sovjet Unionen har en plads i mit liv. Det var selvfølgelig en joke, sagt for at skræmme hende).

– Jeg er ikke ekstremist, sagde hun,efter hun til at starte med havde forsøgt at undgå mine spørgsmål. (Hun mente, at kun hun havde ret til at stille spørgsmål. Hun var jo ikke fremmed, hun kom ”herfra”).

– Men du tror på det frie marked, fortsatte jeg.

– Uafhængigt af ordene (sagde hun så), er virkeligheden vigtig. Jeg tror på virkeligheden. Jeg er realist (smart trick). Jeg bryder mig ikke om, at folk i dette land, ikke har lyst til, eller er motiverede for arbejde. De vil ikke arbejde. De tror ikke på arbejdet. Fortsatte hun energisk.

– Det har jeg svært ved at se, svarede jeg. Alle arbejder, og alle arbejder meget. Hvor meget mere skal man arbejde?

– Understøttelsen – sagde hun – har ødelagt folk her. Staten betaler dem for ikke at arbejde. De får løn for at lave ingenting!

– Og hvad mener du, med at de intet laver?

Smilende kiggede hun på mig og lod være med at svare. Bagefter sagde hun farvel, forhun skulle finde sine venner, som hun ikke havde set i noget tid. Måske tænkte hun, at udlændinge kommer til landet for at få understøttelse. At landetappellerer til folk fra den tredje verden. Eftersom vestlige folk (og folk, af samme overbevisning), kommer til landet som et stop på deres karrieres vej mod toppen, og klager over, at miljøet i landet ikke er ”dynamisk” nok for virksomheder, satsninger, bevægelighed og formuer. At landet er endt som forbillede for folk fra tredjeverdenslande, som ikke er modne nok til at indse, hvor dårlig en indflydelse understøttelse og afhængigheden af staten har på folks væremåde, deres arbejdsmoral og på deres ansvarsbevidsthed. Hun var vokset op i en velfærdsstat og havde ingen anelse om, hvad det vil sige, at mangle et sikkerhedsnet i situationer, hvor arbejdsgiveren har al magten, eksempelvis.

Og hvad med overskuddet? Hvad var hendes holdning til overskuddet? Merværdien, mer-produktionen, mer-katastroferne? Hvad sker der med det? Hvem vil langt om længe tale om det? Og især om ”det gode liv”? Hvad er det for et livsideal, du taler for, min ven, med dit indforståede sprog – et sprog, der tilsyneladende aldrig sover, altid er på farten? Hvad er virkeligheden? Hvad er det for en virkelighed, du taler om, min pige? Hvis virkelighed? Økonomernes? Hvad er det for en virkelighed, alle vi, som ifølge dig tror på ordene, ikke kender?

Hvor ender det forbandede overskud (både produktionsmæssigt og profitmæssigt overskud) der stammer fra alt det indholdsløse, smertefulde og sløvende arbejde?

(man behøver ikke tænke længe over svaret- vi behøver ikke at tænke i paroler)

Uansethvor ret vi end måtte have, må vi ikke glemme, hvordan man gør modstand mod disse mennesker. Man gør ikke modstand ved hjælp af ideologiske argumenter – ved at afsløre det, som de skjuler, det, som de ikke engang vil indrømme (så stærke er de). Man gør bedst modstand ved hjælp af argumenter, der har rod i virkeligheden. Virkeligheden, der opløser den løgn,de fremstiller som virkelighed. Den løgn, som har til formål at gøre alle blinde i en uendelig uvidenhed, der minder om tidligere århundreders religiøse og overtroiske uvidenhed.

Kapitalismen siger: jeg eksisterer ikke. Det der eksisterer, er bare virkeligheden. Men virkelighedens konsekvenser er dødbringende. Det er ikke tilladt at ændre på disse konsekvenser, da det ville være imod loven, såvel som naturen – alt imens kapitalismens benægter sin eksistens, naturliggøres den. Således bliver kapitalismen til et tabu, noget vi ikke må betvivle, noget, hvis navn, vi ikke engang må nævne. Kapitalismen er så omgærdet af mystik, at enhver form for fornuft og fornuftig tankegang slås itu, da den fornægter forklaringer og dikterer blind tro, underkastelse og passiv tålmodighed. Udveje, der tilbydes: døden eller det industrielle og postindustrielle samfunds fremmedgørelse: den barnlige neurotiske forbruger, forretningsmanden, lakajen til det beskidte arbejde og forbrydelserne, som garanterer vores vej mod underverdenen.

——————————————————————————–

Oversat til dansk af Matina Noutsou og Ellen Diamantouli.  

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s